Mercantec på Ulfborg Kjærgaard står sammen med maskinbranchen om at skabe optimale rammer for morgendagens folk i de tunge maskiner.
Der kan være leveringstid. Men maskiner er der nok af. Det kniber mere med dem, der skal sidde i maskinerne - maskinførerne. I de gode, gamle dage kunne sådan nogle uddannes stort set fra dag til dag. I virkeligheden handlede det jo bare om, at en mand skulle springe op i en kabine og rykke i et par håndtag.
I dag er leveringstiden to år, - så er produktet til gengæld også af en helt anden kaliber, end i fordums tid. En uddannet maskinfører, der er klar til at styre milliondyre maskiner med avanceret teknologi, kender remedierne til at levere et endnu bedre stykke arbejde. Maskinføreren kan beregne og planlægge de forskellige opgaver, sikre den optimale udnyttelse af materialerne, og som kan forvandle tonstunge skrumler til finmekanisk værktøj.
Dem er der rift om - de dygtige maskinførere. Og der er altså ikke for mange af dem. Men nye klækkes løbende, og nye maskinførere med uddannelsesbevis i hånden kigger frem. Nye hold bliver færdige på maskinfører-fabrikken Mercantec på Ulfborg Kjærgaard nogle kilometer uden for Ulfborg i Vestjylland.
Mercantec er en erhvervsskole med base i Viborg, men i høj grad også med en bastion “uden for byen”. Hele 75 kilometer vest for Viborg ligger det nationale center for uddannelse af maskinførere, Ulfborg Kjærgaard, som tiltrækker en stadig strøm af kursister, der ønsker en fremtid inden for anlægs- og entreprenørbranchen. Her uddannes såvel maskinførere som vejasfaltører og driftsentreprenører.
“Vi har et bredt udvalg af entreprenørmaskiner og tilbyder kurser i gravemaskiner, dumpere, rendegravere, GPS i 3D-maskinstyring og i øvrigt også både mobilkraner og tårnkraner. Derfor er det vigtigt, at vi har et godt og tæt samarbejde med leverandørerne af de forskellige typer maskiner. Det er ikke forkert, at godt samarbejde skaber gode maskinførere”, fastslår chefen på Ulfborg Kjærgaard, centerleder Christine Thorhauge.
Blandt de senest tilkomne i maskinhuset på Ulfborg Kjærgaard er amerikanske Case, som er rullet ind med en otte tons CX85D SR gravemaskine. Det er den danske Case Construction-forhandler, S. D. Kjærsgaard A/S, der har leveret maskinen. Hos Mercantec har Case-graveren fra første færd indledt et tæt samarbejde med en anden med adskillige flere år på bagen på Ulfborg Kjærgaard - nemlig engcon, som er markedsledende, når det kommer til tiltrotatorer.
“Et bredt udsnit af maskiner sikrer vores elever og kursister mulighed for at få den relevante faglige viden og erfaring, som de skal bruge, når de kommer ud i virksomhederne og arbejder. Derfor er det i fælles interesse, at vi samarbejder med leverandørerne. Maskinfirmaerne støtter os på mange måder, og det kommer kursisterne til gode. Alle maskinfirmaer, der kommer ind på Ulfborg Kjærgaard, tilbydes et samarbejde med engcon om tiltrotatorer, og det samme gør sig gældende for blandt andet GPS-udstyr og maskinstyring”, fortæller Christine Thorhauge.
I øjeblikket består maskinparken på Ulfborg Kjærgaard af 15 entreprenørmaskiner fordelt på gravemaskiner, dumpere og rendegravere. Hertil kommer løftegrej, især i form af teleskoplæssere. Foruden maskinførere til entreprenørbranchen, uddanner skolen nemlig også mange i brugen af teleskoplæssere og andre multimaskiner, samt tungt løftemateriel som kraner og trucks.
“Som skole er det vigtigt for os at bevare en tæt kontakt til branchen. Det gør vi blandt andet med engcon, som er en stor medspiller på alt vores materiel. Produktspecialist hos engcon, Jacob Stensgaard, er en hyppig gæst i Ulfborg. For hvert af vores skoleophold kommer han og introducerer kursisterne til at arbejde med tiltrotator”, siger centerleder Christine Thorhauge.
“For engcon betyder det meget, at maskinførerne har toppen af poppen at køre med. Derfor er det også vigtigt for os, at grejet blåstemples af fremtidens folk i maskinerne. De får mulighed for at få snuden i det rigtige spor fra start”, siger Jacob Stensgaard hos engcon Denmark A/S.
“Det er også vigtigt for os at holde kontakt til den modne generation af maskinførere, der allerede er solidt forankret i branchen. Mercantec Ulfborg Kjærgaard har jo også efteruddannelse af maskinførere. Her bliver mange opdateret på den nyeste, digitale teknologi og får mulighed for at kombinere den med solid erfaring som maskinfører. I dag gælder det jo om at udnytte alle de teknologiske muligheder, og vi har blandt andet set, at vores EC-Oil system har givet ofte erfarne maskinførere en a-ha-oplevelse”, slutter Jacob Stensgaard.
Suleiman Diko
Nordkysten
404 - Siden blev ikke fundet
Vi kunne ikke finde den side, du søgte efter.
Der opstod en fejl
Prøv at indlæse siden igen, for at se, om fejlen opstår igen.
Der opstod en fejl
Der kunne ikke oprettes forbindelse til internettet. Kontroller, at din netværksforbindelse fungerer.