Vælg marked og sprog
  • Sweden
  • Australia
  • Austria
  • Belgium
  • Canada
  • Danmark
  • Finland
  • France
  • Germany
  • Ireland
  • Italy
  • background Layer 1
    Japan
  • South Korea
  • Netherlands
  • Norway
  • Spain
  • United Kingdom
  • United States
  • International
Number 1 slide-item
Number 2 slide-item
Number 3 slide-item
  1. First thumbnail
  2. Second thumbnail
  3. Second thumbnail

Selvdisciplin sparer slitage og brændstof

Christian Brendstrups maskinførere kører med tiltrotator når det giver mening – ellers skal den pilles af.

”Det er jo nemmest bare at lade tiltrotatoren blive siddende på gravemaskinen, når den nu én gang er kommet på. Men så tidskrævende og besværligt er det altså ikke at tage den af, når den er unødvendig til den aktuelle opgave. Derfor véd mine folk, at tiltrotatoren skal tages af, når det ikke giver mening, at den er på. Det sparer slitage på materiellet, og det sparer brændstof”.

Entreprenør Christian Brendstrup kender godt brændstofpriserne, og han har lært, at hvis man passer på tingene, så holder de bedre. Der er penge i begge udmærkede discipliner, og det er nødvendigt at være opmærksom på, når man driver en entreprenørvirksomhed med masser af arbejdsopgaver og 32 mand i sving – foruden de indlejede.

Det er 26 år siden, Christian Brendstrup startede sit firma. Det skete lidt på fritidsbasis, for samtidig var han i lære som anlægsgartner. Han blev færdigudlært to år senere, og på det tidspunkt var han allerede godt i gang med Christians Anlæg. I år 2000 gik Christian Brendstrup på fuld tid i sit eget firma – og kunne tilmed ansætte sin første medarbejder.

Siden har der været fuld fart på i det midtjyske, hvor Christians Anlæg A/S har hjemme få kilometer sydvest for Silkeborg. Virksomheden havde kun lige rundet seks år, da Christian Brendstrup opkøbte det velrenommerede firma Løgager Entreprenørforretning og øgede firmanavnet til Christians Anlæg & Løgager Entreprenør A/S. Det blev for langt i længden, så i 2018 kortede entreprenøren ned til Christians Anlæg A/S.

På indkøb igen

To år efter købet af det andet entreprenørfirma, gik Christian Brendstrup på indkøb igen.

”Jeg købte min første tiltrotator i 2005. Siden er der kommet flere til. Vi har netop købt en ny 38 tons Volvo EC380EL gravemaskine, som vi fik leveret med den store engcon DC2-styring, ergonomiske MIG2-joystick, fuld EC-Oil mellem øverste fæste og top-tiltrotator, samt engcon ePS rotationssencor for 2- og 3D GPS-maskinstyring. Det bringer os aktuelt op på syv maskiner med tiltrotator. Og der står engcon på dem alle”, fortæller Christian Brendstrup.

Foruden den nye Volvo-graver, fordeler de syv engconudstyrede gravemaskiner sig med to styk Hitachi, en Takeuchi, en Hydrema-rendegraver og to Doosangravere – henholdsvis en model 140 og en 340. ”Tiltrotatorerne giver maskinerne stor fleksibilitet. På alle de små gravemaskiner er de faktisk uundværlige. De to store kan diskuteres, men her er rotatorerne altså aftagelige med beskeden til maskinførerne om at tage dem af, når de ikke er nødvendige på maskinerne”, forklarer Christian Brendstrup.

Tre afdelinger

”Jeg og maskinførerne har altid været glade for engcongrejet. Vi har faktisk aldrig haft andet. Man skal bare være klar over, at også godt materiel bliver slidt. Sikkert ikke mere eller mindre end tiltrotatorer af andre mærker. Men når nogle undertiden brokker sig over, at materiel er gået i stykker, er der som regel en logisk forklaring”, konkluderer Silkeborg-entreprenøren.

Anlægsgartneren har bredt aktiviteterne en del ud, siden han lagde grunden til sin virksomhed som ung lærling. I dag består Christians Anlæg A/S af tre selvstyrende afdelinger med hver sin projektleder. Bjarne Pedersen har ansvaret for gruppen af anlægsgartnere med otte mand til anlægsopgaver og fire til græsvedligeholdelse. Henning Fisker styrer alt kloakarbejde på privat grund. Her handler det hovedsagelig om tv-inspektioner, spuling og strømpeforing samt reparationer. Kasper Gravesgaard er senest ankomne i styregruppen, hvor han har afløst Christian Brendstrup på de større projekter med blandt andet nyanlæg af større kloakprojekter. Herefter tager Christian Brendstrup sig af spjældopgaver og tjansen som direktør.

Lokal forankring

Firmaets folk og maskiner kommer sjældent på langfart.

”Vi holder os meget lokalt til området omkring Silkeborg, Ry og Hammel. Vi har rammeaftaler med nogle forsyningsselskaber, og ellers er Christians Anlæg jo en alsidig forretning med speciale i haveanlæg og kloakering. I vinterperioden har vi materiel klar til vintertjeneste. Vi har faste aftaler om saltning og rydning både med Silkeborg Kommune og med lokale virksomheder og boligforeninger”, siger den midtjyske entreprenør.

Blandt de seneste opgaver har et projekt i den nordøstlige del af Silkeborg krævet opmærksomhed. Bilbyen Silkeborg får nemlig et nyt bilhus. Eksisterende bygninger fra en tidligere virksomhed ombygges til at huse alle aktiviteter, bortset fra bilhusets store showroom. Det bygges på jord af typen, der kan løbe i problemer med nedbør.

”Bygningen kommer til at ligge på stiv jord, der ikke kan nedsive noget. Derfor laver vi en faskine af de større. Den danske producent WaterCare har leveret faskinetunneler, som kan fungere som buffer med en kapacitet på 262 kubikmeter”, fortæller Christian Brendstrup.

« Tiltrotatorerne giver maskinerne stor fleksibilitet. På alle de små gravemaskiner er de faktisk uundværlige. »

Christian Brendstrup

404 - Siden blev ikke fundet

Vi kunne ikke finde den side, du søgte efter.

Der opstod en fejl

Prøv at indlæse siden igen, for at se, om fejlen opstår igen.

Der opstod en fejl

Der kunne ikke oprettes forbindelse til internettet. Kontroller, at din netværksforbindelse fungerer.